Som 11-årig begyndte jeg at gå på rideskole. Jeg havde altid ønsket mig en hest - men ville jo nok have godt af at lære lidt praktisk om dem først - samtidig med at mine forældre fik lidt "galgenfrist" til at tænke over, hvordan de dog kunne få mig snakket fra det, hmmm...
Hvor der er heste, er der hø og halm - og som følge heraf også mulighed for mus og rotter. Her havde vores berider allieret sig med et par katte så store og kuglerunde, som jeg aldrig havde set magen til. De hed "Rinso" og "Valo" - og var både enormt effektive og enormt kælne. De adlød berideren som et par velafrettede hunde, når han kaldte "MIS-MIS!!!" - med en stemme så buldrende dyb, at det ville have fået enhver anden end kattene til at få kolde rislinger ned ad ryggen.- Men så snart de hørte ham, kom de løbende, så hurtigt det nu kunne lade sig gøre for den vægt, de slæbte rundt på, mens de svarede: "MJA-A-A-A-U!" - tostemmigt - og i takt med deres gungrende traven gennem staldgangene. Og SÅ blev der kælet - og FODRET!
Ja, katte og rideskoler, det hører uløseligt sammen, fandt jeg ud af. Det er faktisk helt ufatteligt, at så få katte i virkeligheden kommer til skade under de store hestehove. Der sker da ulykker ind imellem - men de små vævre dyr er for det allermeste helt usandsynlig hurtige til at opdage, når faren nærmer sig, og søge dækning i tide. - Og en hest træder jo heller ikke på et andet dyr, hvis det på nogen måde kan undgås.
Helt anderledes ser det ud i trafikken - hvor katte desværre alt for tit, på deres færden tværs over landevejene, bliver kørt ihjel af biler, der jo kører vinkelret på kattenes bevægelsesretning, så de ikke har en levende chance for at beregne, hvor de skal søge hen for at være i sikkerhed.
Men jeg har et tip til at undgå i hvert fald en del af katte-ulykkerne:
BRUG HORNET!!!
Jeg har masser af gange erfaret, at en kat, der er på vej ud på kørebanen, stivner og kryber sammen - og bliver siddende i nogle sekunder, hvis man dytter af den - hvad der lige netop kan redde dens liv!
Jeg har enddda opfundet et lille rim - eller måske ligefrem en idé til brug for en kampagne fra Rådet for større Færdselssikkerhed:
"DYT, FOR KATTEN - SÅ BLI*R DEN I RABATTEN!"
lørdag den 27. september 2008
Lille Kikkemis...
Ja, en hund i huset var en selvfølge, men en kat? Nej, de blev ikke rigtigt regnet for noget. Selv om Far og Mor da godt nok var teknemmelige, hver gang de fandt en halv eller trekvart mus, der ved kattenes hjælp var blevet forhindret i at gøre indhug i vores spisekammer.
På et tidspunkt havde jeg en sort/hvid kat, jeg kaldte "Kikkemis" - efter en bog jeg havde læst. Dén kat var noget ganske særligt, fandt jeg ud af. Den kunne stå med forpoterne oppe på et lille skråplan, jeg havde lavet til den, som en anden cirkushest - lige så længe jeg havde lyst til at lade den stå dér. Ja, vi måtte kunne optræde sammen, os to, tænkte jeg - og ville prøve at udvide "staben" med vores foxterrier, Plet, der heller ikke var tabt bag af en vogn, hvad kunster angik. Der var bare den hage ved historien, at de to ikke kunne udstå hinanden...
Efter at have prøvet diverse tilnærmelses-tiltag mellem dem - uden held - tænkte jeg, at hvis de nu blev lukket inde i samme rum et stykke tid, og jeg blandede mig helt udenom, så MÅTTE de da kunne blive gode venner til sidst...?
Som tænkt, så gjort. Jeg tog hund og kat i nakken og lukkede dem inde i vores spisekammer nede i kælderen. Lukkede døren bag mig - og gik ovenpå og ventede.
Men det lød ikke godt dernedefra! Der var hyl og skrig og gøen og hvæsen, så det ikke var til at holde ud at høre på - så efter en halv times tid, der føltes som en evighed, gik jeg ned og så efter, hvordan de havde det. - Plet kom glad logrende hen imod mig - men Kikkemis? Dén nåede jeg ikke engang at se skyggen af, før den var forsvundet - og den viste sig aldrig igen.
Av, det var værre!
Man kunne altså ikke "bare lige" sætte hund og kat sammen og regne med, at de selv ville finde ud af det der med socialt samvær!
Stor var min sorg over at have mistet min dejlige kat. Men af skade bliver man som bekendt klog - så fremover skulle jeg i hvert fald ikke gøre flere eksperimenter i dén retning.
På et tidspunkt havde jeg en sort/hvid kat, jeg kaldte "Kikkemis" - efter en bog jeg havde læst. Dén kat var noget ganske særligt, fandt jeg ud af. Den kunne stå med forpoterne oppe på et lille skråplan, jeg havde lavet til den, som en anden cirkushest - lige så længe jeg havde lyst til at lade den stå dér. Ja, vi måtte kunne optræde sammen, os to, tænkte jeg - og ville prøve at udvide "staben" med vores foxterrier, Plet, der heller ikke var tabt bag af en vogn, hvad kunster angik. Der var bare den hage ved historien, at de to ikke kunne udstå hinanden...
Efter at have prøvet diverse tilnærmelses-tiltag mellem dem - uden held - tænkte jeg, at hvis de nu blev lukket inde i samme rum et stykke tid, og jeg blandede mig helt udenom, så MÅTTE de da kunne blive gode venner til sidst...?
Som tænkt, så gjort. Jeg tog hund og kat i nakken og lukkede dem inde i vores spisekammer nede i kælderen. Lukkede døren bag mig - og gik ovenpå og ventede.
Men det lød ikke godt dernedefra! Der var hyl og skrig og gøen og hvæsen, så det ikke var til at holde ud at høre på - så efter en halv times tid, der føltes som en evighed, gik jeg ned og så efter, hvordan de havde det. - Plet kom glad logrende hen imod mig - men Kikkemis? Dén nåede jeg ikke engang at se skyggen af, før den var forsvundet - og den viste sig aldrig igen.
Av, det var værre!
Man kunne altså ikke "bare lige" sætte hund og kat sammen og regne med, at de selv ville finde ud af det der med socialt samvær!
Stor var min sorg over at have mistet min dejlige kat. Men af skade bliver man som bekendt klog - så fremover skulle jeg i hvert fald ikke gøre flere eksperimenter i dén retning.
fredag den 26. september 2008
Mit liv med katte...
Lige siden min spæde barndom har jeg været en fanatisk katte-elsker. Hunde havde vi altid hjemme hos os i mit barndomshjem i Nørresundby, men katte var da "bare sådan noget, der var der altid"...
Mine forældre var ikke specielt interesserede i disse små bløde væsener - de kom jo bare - og blev boende hos os et stykke tid - hvorefter de forsvandt igen på mystisk vis. At de kunne være blevet slået ihjel i slagsmål - eller skudt - eller kørt over - så langt tænkte jeg aldrig. Der kom jo nye katte til hele tiden, og dem, der forsvandt undervejs - ja, dem var det bare ærgerligt med. Der var jo "ikke en spand fuld, men et helt land fuldt" af katte. Eftersøgninger eller dyrlægebesøg var der ikke noget, der hed...
Jeg listede mig somme tider til at kæle og lege med de kære katte - og forstod ikke, hvorfor mine forældre ikke også syntes, de var noget så vidunderlige.
Engang så jeg en stor kat ligge og rulle sig ude i haven, mens den udstødte nogle forfærdelige jamrende lyde. "Åh nej, den er ved at dø!" råbte jeg fortvivlet til min mor. Men hun vidste bedre. Katten var i løbetid - men hvordan fortæller man sit yngste barn på fem år, at det bare var naturens gang, og at der ikke var noget at bekymre sig for? - Nej, det var ikke mange forklaringer jeg fik, men jeg lærte noget af det, nemlig at når en kat havde ligget og rullet sig og skreget sin kvide ud til hele nabolaget, så varede det ikke længe, før der var killinger i vente, og SÅ var der glæde i det lille hjem!
Mine forældre havde nogle gode venner, som de besøgte somme tider. En dag blev de ringet op med nyheden om, at deres kat havde fået killinger, og de små lige netop havde fået øjne. Åh, hvor ville jeg gerne med hen og se på de kattekillinger! De plejede ellers ikke at have børn med på deres vennebesøg - men jeg plagede min mor med ordene: "Mor - hvis jeg nu gør vaskekummen inde på WC rigtig fin og ren, må jeg så ikke nok komme med hen og se på kattekillinger?" Det kunne Mor ikke modstå! Håndvasken blev så fin og nypoleret som aldrig før, og jeg fik lov at komme med hen og se de kære små puslinger. Jeg måtte love at være stille og ikke forstyrre de voksnes snak, men det var der da heller ikke noget problem i - jeg havde jo rigeligt med beskæftigelse med misserne og deres dygtige mor!
En anden episode jeg lige kan komme i tanke om: Vores genboers datter, Ingelise, der var på min alder, og også meget glad for katte, kom en dag glædesstrålende styrtende over til os og råbte allerede i døren: "Ruth, Ruth, skynd dig og kom - vores kat han har fået killinger!"
Dén ku' jeg altså ikke lade være med at grine af!
Mine forældre var ikke specielt interesserede i disse små bløde væsener - de kom jo bare - og blev boende hos os et stykke tid - hvorefter de forsvandt igen på mystisk vis. At de kunne være blevet slået ihjel i slagsmål - eller skudt - eller kørt over - så langt tænkte jeg aldrig. Der kom jo nye katte til hele tiden, og dem, der forsvandt undervejs - ja, dem var det bare ærgerligt med. Der var jo "ikke en spand fuld, men et helt land fuldt" af katte. Eftersøgninger eller dyrlægebesøg var der ikke noget, der hed...
Jeg listede mig somme tider til at kæle og lege med de kære katte - og forstod ikke, hvorfor mine forældre ikke også syntes, de var noget så vidunderlige.
Engang så jeg en stor kat ligge og rulle sig ude i haven, mens den udstødte nogle forfærdelige jamrende lyde. "Åh nej, den er ved at dø!" råbte jeg fortvivlet til min mor. Men hun vidste bedre. Katten var i løbetid - men hvordan fortæller man sit yngste barn på fem år, at det bare var naturens gang, og at der ikke var noget at bekymre sig for? - Nej, det var ikke mange forklaringer jeg fik, men jeg lærte noget af det, nemlig at når en kat havde ligget og rullet sig og skreget sin kvide ud til hele nabolaget, så varede det ikke længe, før der var killinger i vente, og SÅ var der glæde i det lille hjem!
Mine forældre havde nogle gode venner, som de besøgte somme tider. En dag blev de ringet op med nyheden om, at deres kat havde fået killinger, og de små lige netop havde fået øjne. Åh, hvor ville jeg gerne med hen og se på de kattekillinger! De plejede ellers ikke at have børn med på deres vennebesøg - men jeg plagede min mor med ordene: "Mor - hvis jeg nu gør vaskekummen inde på WC rigtig fin og ren, må jeg så ikke nok komme med hen og se på kattekillinger?" Det kunne Mor ikke modstå! Håndvasken blev så fin og nypoleret som aldrig før, og jeg fik lov at komme med hen og se de kære små puslinger. Jeg måtte love at være stille og ikke forstyrre de voksnes snak, men det var der da heller ikke noget problem i - jeg havde jo rigeligt med beskæftigelse med misserne og deres dygtige mor!
En anden episode jeg lige kan komme i tanke om: Vores genboers datter, Ingelise, der var på min alder, og også meget glad for katte, kom en dag glædesstrålende styrtende over til os og råbte allerede i døren: "Ruth, Ruth, skynd dig og kom - vores kat han har fået killinger!"
Dén ku' jeg altså ikke lade være med at grine af!
Abonner på:
Opslag (Atom)
