Killingerne fra dyreinternatet...

Min kære storesøster Birgit og jeg fik engang lov at hente et par kattekillinger fra dyreinternatet i Ålborg. Vi var - mærkeligt nok - "løbet tør" for katte derhjemme, så der skulle nye kræfter til. Og vi troede - naturligvis - at hvis de kom fra et dyreinternat, så måtte de vel være så sunde og raske, som vi kunne ønske os...?
Vi fik en "blå" og en broget, kan jeg huske. Åh, hvor var de dog kære! Lige i den alder, hvor killinger er allemest uimodståelige, så vi glædede os til mange sjove og hyggelige timer i deres selskab.
Men ak, sådan skulle det ikke gå.
Den "blå" kunne slet ikke finde sig til rette hjemme hos os - og forsvandt sporløst efter et par dage - så nu havde vi kun den brogede at koncentrere os om - og prøve at få et kærligt forhold til. Birgit fik taget et par herlige billeder af den, hvor den sad i en blomstevase og lige akkurat kunne kigge op over kanten...
men dén kat var der noget i vejen med, som vi ikke vidste hvad var.
Der gik måske en uge eller to - så begyndte den at blive sløj. Den kunne hverken spise eller drikke, den kastede op og havde tynd mave og blev mere og mere svag, for hver dag der gik. Åh nej, hvad skulle vi dog gøre? Mor syntes ikke, det var noget at blive bekymret over - vores forældre havde nu engang dén indstilling, at sådan noget som at kontakte en dyrlæge ikke var nødvendigt, når det "bare" var en kat, det drejede sig om. Den skulle såmænd nok blive rask af sig selv...
Men vi blev klogere. Desværre.
Det viste sig, at killingen var voldsomt angrebet af kattesyge...
- og en nat, hvor Birgit lå og holdt vagt over den, kunne hun høre, hvordan den gispede efter vejret - og mærke, hvordan den ligefrem drev af sved, det stakkels dyr...
og næste morgen var den død.
Sørgeligt - ja mon ikke?
Det er slet ikke sikkert, at dyrlægen kunne have gjort noget på dét tidspunkt, hvor sygdommen var så fremskreden - men jeg har nu alligevel aldrig rigtigt kunnet tilgive mine forældre, at de ikke ofrede de penge på en konsultation - så den stakkels kat havde haft en mulighed for at blive hjulpet blidt fri af sine lidelser - i stedet for at blive pint ihjel.
Okay - de vidste ikke bedre - men dén oplevelse satte dybe spor hos mig. Sådan ville jeg ALDRIG behandle mine fremtidige katte! Fejlede de noget - eller havde jeg bare den mindste smule mistanke om det - så var det af sted til dyrlægen, koste hvad det ville!
Desuden har jeg heller aldrig kunnet tilgive dét dyreinternat, at de har afleveret sådan et sølle sygt eksemplar til os. I dag ser det - forhåbentlig da - helt anderledes ud, med helbredskontrol og vaccination - og ikke mindst neutralisation - af de katte, der bliver afleveret til nye hjem. For vi kan vist godt blive enige om, at den uhæmmede "produktion" af nye killinger slet ikke står mål med antallet af hjem, der er i stand til at give dem en katte-værdig tilværelse...!