søndag den 19. oktober 2008

Kattemor...

Da jeg i sin tid havde en måneds spillejob et sted på Sjælland, var der en lille gammel kone i nærheden af vores spillested, der havde et hav af katte rendende i sin baggård. Hun sørgede samvittighedsfuldt for at holde dem forsynet med alt, hvad de kunne guffe i sig af mad og drikke, der var ingen smalle steder - men hvad havde hun ud af det? Og hvad havde kattene ud af det?
Hun "havde dét ud af det", at hun blev betragtet som noget af en særling ude i byen. Der var ikke overskud til noget som helst, hverken af tid til familie og venner - eller fornyelse af hendes personlige ting, som møbler eller garderobe eller et besøg hos frisøren engang imellem. Hun ofrede sig simpelthen totalt og ubetinget for sine elskede små firbenede venner - og al respekt for det...
Men hvad med kattene?
Tja - de havde jo mad nok og kom aldrig til at sulte. Men deres helbred har sandsynligvis ikke fået megen opmærksomhed, for SÅ mange katte kan man simpelthen ikke hverken have indendørs eller slæbe med til dyrlægen for at få dem sundhedstjekket. Det har Kattemor hverken haft mulighed for eller råd til. Resultatet heraf blev, at kattene skrantede mere og mere - og også formerede sig mere og mere. For det er jo nu engang en sørgelig kendsgerning, at uanset hvor sølle en kat ellers er, så har den stadigvæk sin seksualdrift helt intakt. Og da de ikke kom til dyrlæge og blev neutraliseret, havde killinge-eksplosionen frit løb, og det blev til MANGE killinger - ALT for mange! De små stakler skrantede endnu mere end mødrene, alle var snottede og mølædte, og det var bare én stor elendighed altsammen.
Hvad der siden skete med Kattemor og alle hendes små pensionærer, ved jeg ikke, for vi skulle videre på spillejob til den næste by. Men hvor er det dog trist, at sådan et lille menneske slider sig halvt fordærvet - med en opgave, der efterhånden bliver så omfattende, at den tager magten fra hende!

Men hvad KUNNE Kattemor så have gjort?

Hun kunne fra starten have sørget for at tilkalde Teknisk Forvaltning og allieret sig med Kattens Værn for at få "sine" katte sendt til dyrlæge, så de mest raske kunne blive neutraliseret og de dårligste af dem blive humant aflivet. Så havde hun haft en flok, hun kunne overse - og muligvis med tiden have gjort tamme og kælne. Det ville have givet både hende og kattene livskvalitet!

Engang kunne man få en vildtlevende kat indfanget og sendt til sundhedstjek uden udgifter - hvis man samtidig lod sig indregistrere hos Kattens Værn som fodervært. Jeg tror, det koster lidt i dag, men det er småpenge i forhold til, hvad man giver for samme behandling af ens "officielle" kat.
Det kan ikke siges tit nok - og understreges tydeligt nok - at det simpelthen er UFORSVARLIGT, bare at tage vildtlevende katte til sig, fodre på dem - og "lade naturen om resten"! - Naturen sørger nemlig for arternes udbredelse - og ikke det modsatte.
Kattemor har nok ikke vidst bedre - men det er altså et ANSVAR, man påtager sig, når man giver sig til at fodre på en kat. Så "hænger man på den" - ikke alene med fodringen, men så sandelig også med vedligeholdelsen af kattens helbred. Og sidst, men ikke mindst, SKAL man tænke på, at én kat i løbet af bare en enkelt sæson med lethed kan blive til både 10 og 20 katte!
Har man mulighed for at få 19 killinger afsat til gode hjem i løbet af én sommer? Og tre gange så mange næste år? Nej, vel?
Så hvis kattene ikke skal formere sig lige så vildt og uhæmmet som rotter - og ende med at blive skadedyr i stedet for nyttedyr, så er det vores allesammens PLIGT at sørge for at holde bestanden nede - og sørge for, at de katte, der får lov at leve, også får lov at leve GODT - nemlig i skøn samdrægtighed med deres mennesker!
Uvidenhed fritager nemlig ikke for ansvar...!

Kastanietid...

Ak ja, i skrivende stund er efterårets glødende farver ved at være på retur. De sidste dages blæsevejr har næsten ryddet træerne for det mest farvestrålende løv, vi har set de sidste mange år...
Jeg håber, I har givet jer tid til at nyde det, mens tid var?
Men vi har til gengæld fået nogle håndgribelige minder om sensommeren og efteråret, som også vores katte kan have glæde af: Kastanierne!
De ligger i større eller mindre bunker alle steder, hvor der er kastanietræer - så det er bare med at komme ud og gå en frisk tur og få samlet nogle stykker sammen, hvis man vil gøre sin kat rigtig glad.
???
Ja, har du ikke prøvet det endnu, så har du noget sjovt til gode:
Katte ELSKER at jagte kastanier!
Jeg har endnu ikke oplevet en eneste kat, der ikke var ovenud begejstret for at spurte af sted efter sådan én - for kastanier er lige netop så skæve og uberegnelige, når man triller af sted med dem, at kattene bliver inspireret til at forfølge dem, mens de spekulerer over, hvad for en drejning, "byttet" nu finder på at tage. Pudsigt nok har jeg observeret, at mine egne katte godt nok leger og tumler med deres ny-indfangede kastanier - men ikke ret længe, for det kunne jo være, der snart blev trillet en anden, der opførte sig endnu sjovere! De vil helst springe af sted efter et nyt "bytte", så snart de har "nedlagt" det gamle - så jeg har altid en hel håndfuld klar til at skifte med, og kattene morer sig kosteligt, mens de samtidig får den motion, de ellers ikke får for meget af - i denne mørke tid, hvor deres største yndlingsbeskæftigelse ellers er at ligge og nyde varmen fra kakkelovnen.
Ja, kastanier kan bruges til mange andre ting - end at stikke tændstikker i og lave figurer af!
Kattene bliver lykkelige og får sund motion - vi får selv en god travetur i frisk luft ud af vores indsamlings-runde - og træernes ejere er sandsynligvis glade for hver eneste kastanie, de ikke selv behøver at skaffe af vejen!

onsdag den 8. oktober 2008

En katte-korrespondance...

Kære Ruth!
Hvad skal man gøre, når kattene overfalder os?
Vi har to tilløbere, Victor og Sif - og hidtil er det gået - så nogenlunde - med at have dem på kost her. Men nu har Victor indtaget territoriet, så nu kommer Sif her næsten aldrig mere. De kan ikke være her på en gang, men flyver i totterne på hinanden, så snart de kan se deres snit til det. Hvad skal vi dog gøre? Victor er også kommet slæbende med sin højgravide kone nu, og i går var her en helt fjerde kat, som vi ikke har set før. Det vrimler ligefrem med katte, men vi havde godt nok ikke beregnet, at de skulle være herinde, for vi ville ikke så gerne blive alt for glade for dem, men nu er det ved at ske igen. Man kan jo nu engang ikke andet end at holde af de dejlige dyr, og jeg er altså ærligt talt bekymret for Sif, der oven i købet var her først!
Kærlig hilsen fra Birthe

Kære Birthe.
Ja, det er godt nok noget værre l..., når katte ikke kan tåle at være i samme rum - eller ikke engang i samme hus! Jeg kender det kun alt for godt fra mig selv og mine katte. Det eneste effektive, jeg har kunnet gøre med alle mine slagsbrødre og -søstre, det er at fodre dem i hver sit rum - og, hvis det er muligt, på forskellige tidspunkter, så de ikke går og falder over hinanden og dermed heller ikke risikerer at komme op at slås.
Katte er jo i virkeligheden "solister" - og vil helst allesammen have hele området for sig selv. Men er der mange katte, så kommer problemerne jo - for territoriet - altså JERES område - er jo ikke uendeligt. De er NØDT til at tåle hinandens tilstedeværelse, hvis de vil have mad - og dermed overleve. Og så er det, at der opstår sammenstød, hvis den ene kat overskrider den andens grænser og møver sig ind på "dens" territorium.
Jeg er selv så heldig at have flere rum i huset, der kan fungere som "kattehjem", helt uafhængigt af hinanden - for eksempel havde jeg Inspektør Mikis i køkkenet de første mange måneder - og Lillepigen PeeWee inde på badeværeslet - og en tilløber, Trixi, der desværre bare blev så meget for slem, at han måtte aflives, inde i spisekammeret - Alle stederne kunne der lukkes af for dem, og så blev de lukket ud på skift, indtil de kunne være så nogenlunde i samme rum uden at komme i slagsmål. Ellers var det bare tilbage i enrum igen - og nyt forsøg næste dag. - Stribemissen Beauty forsvinder som regel over i stalden, når han synes, der er ved at være for meget ballade - og så kommer han tilbage igen, når der ikke er helt så meget råben og skrigen længere. Og Lillepigen elsker at være oppe på loftet og hvile nerverne - helt alene - og får sig nogle timer deroppe i fred og ro omtrent hver eneste dag.
Jeg har lige nu tre tilløbere, der kommer enten morgen eller aften - eller både morgen og aften - og de kan HELLER ikke tåle hinanden...! - Så når de skal fodres, sætter jeg deres madskåle så langt fra hinanden som overhovedet muligt, spredt ud over hele gårdspladsen - og det fungerer, sådan da. Ikke altid uden onde toner og hvæsen og øretæver - men jeg er over dem hele tiden, og jeg råber HØJT, når jeg giver dem besked på, at de skal opføre sig ordentligt.
Det ser ud til, at I ikke alene har problemer med Sif og Victor - men også med flere og flere tilløbere og deres familier og kommende børn, uha...
- og at det er Victor, der indtil videre er løbet af med sejren - som indendørs kælekat. Og det er jo synd for Sif, hvis det var hende, der var der først, og naturligvis lige så gerne vil være inde i varmen hos jer. - Kommer hun ALDRIG ind mere? Jeg tænkte på, at I jo måske kunne "dele dem" mellem jer, så I tog jer kærligt af hver sin kat - og måske endda også fodrede hver sin kat - i hver sin ende af huset. Der skulle jo egentlig være plads nok - til to katte i ét hus...?
Ellers er der nok ikke meget andet at gøre - end at lade naturen klare problemerne. Jeg har selv haft to katte, der (heller) ikke kunne tåle synet af hinanden, og dér blev den ene altså sejrherren og fik den anden jaget så grundigt hjemmefra, at den aldrig kom igen. Hvis dét skulle ske for Sif, må I da trøste jer med, at hun i det mindste er blevet så fortrolig med mennesker, at hun vil kunne få et nyt hjem et andet sted. Som enekat!
Jeg forstår ikke rigtigt, hvorfor I skal overfaldes...? Hvad gør de ved jer? Bider de - eller kradser - eller farer i hovedet på jer? Og gør de det, når de er sultne - eller helt uden "grund"? - For jeg har nemlig til sammenligning en gammel tilløber lige nu, der er slem til at hapse efter mine ben, hvis jeg er for længe om at komme med madskålen, men så snart han får mad i maven, er han straks glad og afslappet og kælen og spindende som en "rigtig" huskat. Ellers - hvis de "bare" springer på jer helt uden varsel - så er der ikke andet for end at tage dem i nakken og ruske dem, mens I skælder ud - HØJT! Det er dén måde, missemoderen opdrager sine killinger på. Og så snart katten opfører sig ordentligt igen, skal den naturligvis roses og have at vide, hvor vidunderlig den er. Så skulle det gerne efterhånden være nok at råbe højt, når den bliver aggressiv - Det kan GODT lade sig gøre at opdrage en kat, i hvert fald til en vis grænse. De forstår mere, end de vil være ved! - Men selvfølgelig er det mange gange sværere med en voksen kat - end med en killing.
Hvad alle de andre katte angår, som det vrimler med - så er jeg godt nok bange for, at det kommer til at ende med en masseslagtning. Hvis der er så mange, som jeg har en fornemmelse af, at der i hvert fald snart bliver - og de er mere eller mindre vilde allesammen - jamen så kan jeg desværre ikke se nogen anden mulighed end at tilkalde Teknisk Forvaltning og få gjort en ende på katteplagen. Sørgeligt, men sandt!
Lad mig høre, hvordan det går fremover!
Kærligste hilsner til jer allesammen fra Ruth

fredag den 3. oktober 2008

Killingerne fra dyreinternatet...

Min kære storesøster Birgit og jeg fik engang lov at hente et par kattekillinger fra dyreinternatet i Ålborg. Vi var - mærkeligt nok - "løbet tør" for katte derhjemme, så der skulle nye kræfter til. Og vi troede - naturligvis - at hvis de kom fra et dyreinternat, så måtte de vel være så sunde og raske, som vi kunne ønske os...?
Vi fik en "blå" og en broget, kan jeg huske. Åh, hvor var de dog kære! Lige i den alder, hvor killinger er allemest uimodståelige, så vi glædede os til mange sjove og hyggelige timer i deres selskab.
Men ak, sådan skulle det ikke gå.
Den "blå" kunne slet ikke finde sig til rette hjemme hos os - og forsvandt sporløst efter et par dage - så nu havde vi kun den brogede at koncentrere os om - og prøve at få et kærligt forhold til. Birgit fik taget et par herlige billeder af den, hvor den sad i en blomstevase og lige akkurat kunne kigge op over kanten...
men dén kat var der noget i vejen med, som vi ikke vidste hvad var.
Der gik måske en uge eller to - så begyndte den at blive sløj. Den kunne hverken spise eller drikke, den kastede op og havde tynd mave og blev mere og mere svag, for hver dag der gik. Åh nej, hvad skulle vi dog gøre? Mor syntes ikke, det var noget at blive bekymret over - vores forældre havde nu engang dén indstilling, at sådan noget som at kontakte en dyrlæge ikke var nødvendigt, når det "bare" var en kat, det drejede sig om. Den skulle såmænd nok blive rask af sig selv...
Men vi blev klogere. Desværre.
Det viste sig, at killingen var voldsomt angrebet af kattesyge...
- og en nat, hvor Birgit lå og holdt vagt over den, kunne hun høre, hvordan den gispede efter vejret - og mærke, hvordan den ligefrem drev af sved, det stakkels dyr...
og næste morgen var den død.
Sørgeligt - ja mon ikke?
Det er slet ikke sikkert, at dyrlægen kunne have gjort noget på dét tidspunkt, hvor sygdommen var så fremskreden - men jeg har nu alligevel aldrig rigtigt kunnet tilgive mine forældre, at de ikke ofrede de penge på en konsultation - så den stakkels kat havde haft en mulighed for at blive hjulpet blidt fri af sine lidelser - i stedet for at blive pint ihjel.
Okay - de vidste ikke bedre - men dén oplevelse satte dybe spor hos mig. Sådan ville jeg ALDRIG behandle mine fremtidige katte! Fejlede de noget - eller havde jeg bare den mindste smule mistanke om det - så var det af sted til dyrlægen, koste hvad det ville!
Desuden har jeg heller aldrig kunnet tilgive dét dyreinternat, at de har afleveret sådan et sølle sygt eksemplar til os. I dag ser det - forhåbentlig da - helt anderledes ud, med helbredskontrol og vaccination - og ikke mindst neutralisation - af de katte, der bliver afleveret til nye hjem. For vi kan vist godt blive enige om, at den uhæmmede "produktion" af nye killinger slet ikke står mål med antallet af hjem, der er i stand til at give dem en katte-værdig tilværelse...!

lørdag den 27. september 2008

DYT - FOR KATTEN!!! - Kattene på rideskolen - og i trafikken...

Som 11-årig begyndte jeg at gå på rideskole. Jeg havde altid ønsket mig en hest - men ville jo nok have godt af at lære lidt praktisk om dem først - samtidig med at mine forældre fik lidt "galgenfrist" til at tænke over, hvordan de dog kunne få mig snakket fra det, hmmm...

Hvor der er heste, er der hø og halm - og som følge heraf også mulighed for mus og rotter. Her havde vores berider allieret sig med et par katte så store og kuglerunde, som jeg aldrig havde set magen til. De hed "Rinso" og "Valo" - og var både enormt effektive og enormt kælne. De adlød berideren som et par velafrettede hunde, når han kaldte "MIS-MIS!!!" - med en stemme så buldrende dyb, at det ville have fået enhver anden end kattene til at få kolde rislinger ned ad ryggen.- Men så snart de hørte ham, kom de løbende, så hurtigt det nu kunne lade sig gøre for den vægt, de slæbte rundt på, mens de svarede: "MJA-A-A-A-U!" - tostemmigt - og i takt med deres gungrende traven gennem staldgangene. Og SÅ blev der kælet - og FODRET!

Ja, katte og rideskoler, det hører uløseligt sammen, fandt jeg ud af. Det er faktisk helt ufatteligt, at så katte i virkeligheden kommer til skade under de store hestehove. Der sker da ulykker ind imellem - men de små vævre dyr er for det allermeste helt usandsynlig hurtige til at opdage, når faren nærmer sig, og søge dækning i tide. - Og en hest træder jo heller ikke på et andet dyr, hvis det på nogen måde kan undgås.

Helt anderledes ser det ud i trafikken - hvor katte desværre alt for tit, på deres færden tværs over landevejene, bliver kørt ihjel af biler, der jo kører vinkelret på kattenes bevægelsesretning, så de ikke har en levende chance for at beregne, hvor de skal søge hen for at være i sikkerhed.

Men jeg har et tip til at undgå i hvert fald en del af katte-ulykkerne:

BRUG HORNET!!!

Jeg har masser af gange erfaret, at en kat, der er på vej ud på kørebanen, stivner og kryber sammen - og bliver siddende i nogle sekunder, hvis man dytter af den - hvad der lige netop kan redde dens liv!
Jeg har enddda opfundet et lille rim - eller måske ligefrem en idé til brug for en kampagne fra Rådet for større Færdselssikkerhed:

"DYT, FOR KATTEN - SÅ BLI*R DEN I RABATTEN!"

Lille Kikkemis...

Ja, en hund i huset var en selvfølge, men en kat? Nej, de blev ikke rigtigt regnet for noget. Selv om Far og Mor da godt nok var teknemmelige, hver gang de fandt en halv eller trekvart mus, der ved kattenes hjælp var blevet forhindret i at gøre indhug i vores spisekammer.

På et tidspunkt havde jeg en sort/hvid kat, jeg kaldte "Kikkemis" - efter en bog jeg havde læst. Dén kat var noget ganske særligt, fandt jeg ud af. Den kunne stå med forpoterne oppe på et lille skråplan, jeg havde lavet til den, som en anden cirkushest - lige så længe jeg havde lyst til at lade den stå dér. Ja, vi måtte kunne optræde sammen, os to, tænkte jeg - og ville prøve at udvide "staben" med vores foxterrier, Plet, der heller ikke var tabt bag af en vogn, hvad kunster angik. Der var bare den hage ved historien, at de to ikke kunne udstå hinanden...

Efter at have prøvet diverse tilnærmelses-tiltag mellem dem - uden held - tænkte jeg, at hvis de nu blev lukket inde i samme rum et stykke tid, og jeg blandede mig helt udenom, så MÅTTE de da kunne blive gode venner til sidst...?

Som tænkt, så gjort. Jeg tog hund og kat i nakken og lukkede dem inde i vores spisekammer nede i kælderen. Lukkede døren bag mig - og gik ovenpå og ventede.

Men det lød ikke godt dernedefra! Der var hyl og skrig og gøen og hvæsen, så det ikke var til at holde ud at høre på - så efter en halv times tid, der føltes som en evighed, gik jeg ned og så efter, hvordan de havde det. - Plet kom glad logrende hen imod mig - men Kikkemis? Dén nåede jeg ikke engang at se skyggen af, før den var forsvundet - og den viste sig aldrig igen.

Av, det var værre!
Man kunne altså ikke "bare lige" sætte hund og kat sammen og regne med, at de selv ville finde ud af det der med socialt samvær!

Stor var min sorg over at have mistet min dejlige kat. Men af skade bliver man som bekendt klog - så fremover skulle jeg i hvert fald ikke gøre flere eksperimenter i dén retning.

fredag den 26. september 2008

Mit liv med katte...

Lige siden min spæde barndom har jeg været en fanatisk katte-elsker. Hunde havde vi altid hjemme hos os i mit barndomshjem i Nørresundby, men katte var da "bare sådan noget, der var der altid"...

Mine forældre var ikke specielt interesserede i disse små bløde væsener - de kom jo bare - og blev boende hos os et stykke tid - hvorefter de forsvandt igen på mystisk vis. At de kunne være blevet slået ihjel i slagsmål - eller skudt - eller kørt over - så langt tænkte jeg aldrig. Der kom jo nye katte til hele tiden, og dem, der forsvandt undervejs - ja, dem var det bare ærgerligt med. Der var jo "ikke en spand fuld, men et helt land fuldt" af katte. Eftersøgninger eller dyrlægebesøg var der ikke noget, der hed...

Jeg listede mig somme tider til at kæle og lege med de kære katte - og forstod ikke, hvorfor mine forældre ikke også syntes, de var noget så vidunderlige.

Engang så jeg en stor kat ligge og rulle sig ude i haven, mens den udstødte nogle forfærdelige jamrende lyde. "Åh nej, den er ved at dø!" råbte jeg fortvivlet til min mor. Men hun vidste bedre. Katten var i løbetid - men hvordan fortæller man sit yngste barn på fem år, at det bare var naturens gang, og at der ikke var noget at bekymre sig for? - Nej, det var ikke mange forklaringer jeg fik, men jeg lærte noget af det, nemlig at når en kat havde ligget og rullet sig og skreget sin kvide ud til hele nabolaget, så varede det ikke længe, før der var killinger i vente, og SÅ var der glæde i det lille hjem!

Mine forældre havde nogle gode venner, som de besøgte somme tider. En dag blev de ringet op med nyheden om, at deres kat havde fået killinger, og de små lige netop havde fået øjne. Åh, hvor ville jeg gerne med hen og se på de kattekillinger! De plejede ellers ikke at have børn med på deres vennebesøg - men jeg plagede min mor med ordene: "Mor - hvis jeg nu gør vaskekummen inde på WC rigtig fin og ren, må jeg så ikke nok komme med hen og se på kattekillinger?" Det kunne Mor ikke modstå! Håndvasken blev så fin og nypoleret som aldrig før, og jeg fik lov at komme med hen og se de kære små puslinger. Jeg måtte love at være stille og ikke forstyrre de voksnes snak, men det var der da heller ikke noget problem i - jeg havde jo rigeligt med beskæftigelse med misserne og deres dygtige mor!

En anden episode jeg lige kan komme i tanke om: Vores genboers datter, Ingelise, der var på min alder, og også meget glad for katte, kom en dag glædesstrålende styrtende over til os og råbte allerede i døren: "Ruth, Ruth, skynd dig og kom - vores kat han har fået killinger!"

Dén ku' jeg altså ikke lade være med at grine af!