Kattemor...

Da jeg i sin tid havde en måneds spillejob et sted på Sjælland, var der en lille gammel kone i nærheden af vores spillested, der havde et hav af katte rendende i sin baggård. Hun sørgede samvittighedsfuldt for at holde dem forsynet med alt, hvad de kunne guffe i sig af mad og drikke, der var ingen smalle steder - men hvad havde hun ud af det? Og hvad havde kattene ud af det?
Hun "havde dét ud af det", at hun blev betragtet som noget af en særling ude i byen. Der var ikke overskud til noget som helst, hverken af tid til familie og venner - eller fornyelse af hendes personlige ting, som møbler eller garderobe eller et besøg hos frisøren engang imellem. Hun ofrede sig simpelthen totalt og ubetinget for sine elskede små firbenede venner - og al respekt for det...
Men hvad med kattene?
Tja - de havde jo mad nok og kom aldrig til at sulte. Men deres helbred har sandsynligvis ikke fået megen opmærksomhed, for SÅ mange katte kan man simpelthen ikke hverken have indendørs eller slæbe med til dyrlægen for at få dem sundhedstjekket. Det har Kattemor hverken haft mulighed for eller råd til. Resultatet heraf blev, at kattene skrantede mere og mere - og også formerede sig mere og mere. For det er jo nu engang en sørgelig kendsgerning, at uanset hvor sølle en kat ellers er, så har den stadigvæk sin seksualdrift helt intakt. Og da de ikke kom til dyrlæge og blev neutraliseret, havde killinge-eksplosionen frit løb, og det blev til MANGE killinger - ALT for mange! De små stakler skrantede endnu mere end mødrene, alle var snottede og mølædte, og det var bare én stor elendighed altsammen.
Hvad der siden skete med Kattemor og alle hendes små pensionærer, ved jeg ikke, for vi skulle videre på spillejob til den næste by. Men hvor er det dog trist, at sådan et lille menneske slider sig halvt fordærvet - med en opgave, der efterhånden bliver så omfattende, at den tager magten fra hende!

Men hvad KUNNE Kattemor så have gjort?

Hun kunne fra starten have sørget for at tilkalde Teknisk Forvaltning og allieret sig med Kattens Værn for at få "sine" katte sendt til dyrlæge, så de mest raske kunne blive neutraliseret og de dårligste af dem blive humant aflivet. Så havde hun haft en flok, hun kunne overse - og muligvis med tiden have gjort tamme og kælne. Det ville have givet både hende og kattene livskvalitet!

Engang kunne man få en vildtlevende kat indfanget og sendt til sundhedstjek uden udgifter - hvis man samtidig lod sig indregistrere hos Kattens Værn som fodervært. Jeg tror, det koster lidt i dag, men det er småpenge i forhold til, hvad man giver for samme behandling af ens "officielle" kat.
Det kan ikke siges tit nok - og understreges tydeligt nok - at det simpelthen er UFORSVARLIGT, bare at tage vildtlevende katte til sig, fodre på dem - og "lade naturen om resten"! - Naturen sørger nemlig for arternes udbredelse - og ikke det modsatte.
Kattemor har nok ikke vidst bedre - men det er altså et ANSVAR, man påtager sig, når man giver sig til at fodre på en kat. Så "hænger man på den" - ikke alene med fodringen, men så sandelig også med vedligeholdelsen af kattens helbred. Og sidst, men ikke mindst, SKAL man tænke på, at én kat i løbet af bare en enkelt sæson med lethed kan blive til både 10 og 20 katte!
Har man mulighed for at få 19 killinger afsat til gode hjem i løbet af én sommer? Og tre gange så mange næste år? Nej, vel?
Så hvis kattene ikke skal formere sig lige så vildt og uhæmmet som rotter - og ende med at blive skadedyr i stedet for nyttedyr, så er det vores allesammens PLIGT at sørge for at holde bestanden nede - og sørge for, at de katte, der får lov at leve, også får lov at leve GODT - nemlig i skøn samdrægtighed med deres mennesker!
Uvidenhed fritager nemlig ikke for ansvar...!