Lille Kikkemis...

Ja, en hund i huset var en selvfølge, men en kat? Nej, de blev ikke rigtigt regnet for noget. Selv om Far og Mor da godt nok var teknemmelige, hver gang de fandt en halv eller trekvart mus, der ved kattenes hjælp var blevet forhindret i at gøre indhug i vores spisekammer.

På et tidspunkt havde jeg en sort/hvid kat, jeg kaldte "Kikkemis" - efter en bog jeg havde læst. Dén kat var noget ganske særligt, fandt jeg ud af. Den kunne stå med forpoterne oppe på et lille skråplan, jeg havde lavet til den, som en anden cirkushest - lige så længe jeg havde lyst til at lade den stå dér. Ja, vi måtte kunne optræde sammen, os to, tænkte jeg - og ville prøve at udvide "staben" med vores foxterrier, Plet, der heller ikke var tabt bag af en vogn, hvad kunster angik. Der var bare den hage ved historien, at de to ikke kunne udstå hinanden...

Efter at have prøvet diverse tilnærmelses-tiltag mellem dem - uden held - tænkte jeg, at hvis de nu blev lukket inde i samme rum et stykke tid, og jeg blandede mig helt udenom, så MÅTTE de da kunne blive gode venner til sidst...?

Som tænkt, så gjort. Jeg tog hund og kat i nakken og lukkede dem inde i vores spisekammer nede i kælderen. Lukkede døren bag mig - og gik ovenpå og ventede.

Men det lød ikke godt dernedefra! Der var hyl og skrig og gøen og hvæsen, så det ikke var til at holde ud at høre på - så efter en halv times tid, der føltes som en evighed, gik jeg ned og så efter, hvordan de havde det. - Plet kom glad logrende hen imod mig - men Kikkemis? Dén nåede jeg ikke engang at se skyggen af, før den var forsvundet - og den viste sig aldrig igen.

Av, det var værre!
Man kunne altså ikke "bare lige" sætte hund og kat sammen og regne med, at de selv ville finde ud af det der med socialt samvær!

Stor var min sorg over at have mistet min dejlige kat. Men af skade bliver man som bekendt klog - så fremover skulle jeg i hvert fald ikke gøre flere eksperimenter i dén retning.