Mit liv med katte...

Lige siden min spæde barndom har jeg været en fanatisk katte-elsker. Hunde havde vi altid hjemme hos os i mit barndomshjem i Nørresundby, men katte var da "bare sådan noget, der var der altid"...

Mine forældre var ikke specielt interesserede i disse små bløde væsener - de kom jo bare - og blev boende hos os et stykke tid - hvorefter de forsvandt igen på mystisk vis. At de kunne være blevet slået ihjel i slagsmål - eller skudt - eller kørt over - så langt tænkte jeg aldrig. Der kom jo nye katte til hele tiden, og dem, der forsvandt undervejs - ja, dem var det bare ærgerligt med. Der var jo "ikke en spand fuld, men et helt land fuldt" af katte. Eftersøgninger eller dyrlægebesøg var der ikke noget, der hed...

Jeg listede mig somme tider til at kæle og lege med de kære katte - og forstod ikke, hvorfor mine forældre ikke også syntes, de var noget så vidunderlige.

Engang så jeg en stor kat ligge og rulle sig ude i haven, mens den udstødte nogle forfærdelige jamrende lyde. "Åh nej, den er ved at dø!" råbte jeg fortvivlet til min mor. Men hun vidste bedre. Katten var i løbetid - men hvordan fortæller man sit yngste barn på fem år, at det bare var naturens gang, og at der ikke var noget at bekymre sig for? - Nej, det var ikke mange forklaringer jeg fik, men jeg lærte noget af det, nemlig at når en kat havde ligget og rullet sig og skreget sin kvide ud til hele nabolaget, så varede det ikke længe, før der var killinger i vente, og SÅ var der glæde i det lille hjem!

Mine forældre havde nogle gode venner, som de besøgte somme tider. En dag blev de ringet op med nyheden om, at deres kat havde fået killinger, og de små lige netop havde fået øjne. Åh, hvor ville jeg gerne med hen og se på de kattekillinger! De plejede ellers ikke at have børn med på deres vennebesøg - men jeg plagede min mor med ordene: "Mor - hvis jeg nu gør vaskekummen inde på WC rigtig fin og ren, må jeg så ikke nok komme med hen og se på kattekillinger?" Det kunne Mor ikke modstå! Håndvasken blev så fin og nypoleret som aldrig før, og jeg fik lov at komme med hen og se de kære små puslinger. Jeg måtte love at være stille og ikke forstyrre de voksnes snak, men det var der da heller ikke noget problem i - jeg havde jo rigeligt med beskæftigelse med misserne og deres dygtige mor!

En anden episode jeg lige kan komme i tanke om: Vores genboers datter, Ingelise, der var på min alder, og også meget glad for katte, kom en dag glædesstrålende styrtende over til os og råbte allerede i døren: "Ruth, Ruth, skynd dig og kom - vores kat han har fået killinger!"

Dén ku' jeg altså ikke lade være med at grine af!